Rohde Fischer's armchair

Månen er fuld... igen... det er den altid på denne tid. Hvorfor den bliver ved med at drikke sig fuld fatter jeg ikke. Den står der i sin rus og efter noget tid, så ender den igen halv. Underlig tingest. Ikke ligesom Shell, der har åbent 24/7, det er et fint stop, det er lige til en hotdog.

Det kan jo være, at det er derfor at mågerne de hele tiden skyder op, som kurver over månens gang. Hele tiden skifter den konstant i intervaller og snegler sig frem. Hele tiden forsøger den at lyse alt op, men den kæmper forgæves. Tagene er sorte og ikke hvide, de er simpelthen ikke til at lyse op.

Til sidst ender månen også, som hakket oksekød, den føler sig træt og slukker. Den og efter dette bliver den blendet som kartoffelmos, men det gør intet, for blendet kartoffelmos får den til at føle sig modig og fornem. Igen blusser den frem, igen går den til flasken og drikker sig fuld.

Netop på en nat som denne, hvor månen igen har haft gang i flasken og igen forsøger naivt at lyse op, så skråler sine viser og fortæller om løgnene på latinsk og om hvad der er rigtigt på spansk. Netop på en nat som denne skal vi møde vores ensomme ven.

Han er blot en lille dreng og han kigger netop på månen, som vi taler. Dreng og dreng, det er måske så meget sagt, egentlig er han 30 år, hans saxofon hænger på vægen. Ensom er måske også lidt overdrevet, han har egentlig masser af venner, og er altid fuldt booket i weekenderne. Alligevel føler han sig ensom blandt alle de folk, og selv om han er en del af dem, så er han alligevel udenfor. Måske han alligevel er lidt en dreng, bare fanget i en voksens krop.

Hans værelse er placeret på øverste etage i en lejlighedsejendom, han fik det billigt fordi væggene skråner med taget. Han åbner vinduet og kigger lidt på den skinnende alkoholiker, inden han kravler ud gennem vinduet og begynder at flyve gennem byen.