Rohde Fischer's armchair

Artwork by Iskra Dinkova

Det er en legeplads imellem et par lejlighedsblokke. Sådan en rigtigt traditionel og hyggelig en med et lille hegn omkring. Børnene leger lystigt, de er måske en ti stykker. Efterårets aftensol varmer hele området og kaster de flotteste skygger på de gule, nedfaldne blade. Skyggerne rammer legende legetøjet: gyngestativet med traktorhjul, som gynger, legehuset med fine gardiner i vinduet, det store rør, som rutschebane med et fint tårn i toppen, vippen flotte fabeldyr og alt hvad børnene ellers kunne drømme om at boltre sig med.

Imens børnene leger lystigt, så kravler lille Tim, ja for Tim, det hedder børn der dør først, ind i legehuset. Ingen af børnene har set det, og de leger lystigt videre. Tre af de yngste har gang i at lege tik imellem gyngerne, et af dem er Hanne, Tims lillesøster. Hun har leget rundt i, hvem ved, fem minutter, en time, da hun falder og slår sig. Hun kigger efter Tim, for at søge trøst, men kan ikke finde ham. ”Tim?” hun begynder at græde, ”Tiiiiiiiim? Tiiim, hvor er du?”.

Hun og børnene kigger hele legepladsen efter, ingen Tim. Lotte, naboens datter siger: ”Jeg tror jeg så Tim gå i legehuset”, hun begynder at sutte sin tommelfinger og holder om sin kaninbamse. Alle børnene går i flok hen til legehuset, men ingen af dem tør gå derind. Et vindpust får døren til at smække op og i igen, som en glubsk mund. Eller var det egentlig et vindpust? Det føltes som om legehuset pustede, en varm og fugtigt klam luft.

En knurrende lyd kommer - eller måske er det bare knirken? - som om huset skærer tænder. “Jeg er bange”, siger Hanne der savner sin bror endnu mere nu. Et svagt lys viser sig i vinduerne, nærmest som om det er vågnet op og kigger på dem. Børnene skriger, løber ti meter væk og gemmer sig. Efter at have holdt øje med huset, for flere hændelser, græder Hanne og spørger  “Lotte, er du sikker paa, at han gik derind”. Hun vender sig  i den retning, hvor Lotte stod lige før. “Lotte? Lotte, ikke også dig”.

Det dæmrer for børnene, at endnu en mangler, og de begynder at løbe skrigende hen imod lågen ud fra legepladsen. Da de løber hen imod lågen, begynder lågen at gå op og afslører to silhuetter. Skyggerne fra dem kravler langs jorden til der hvor børnene står. På silhuetterne breder der sig store hvide smil og de begynder at gå i retning af børnene.

Hannes tårer triller allerede ned af kinderne og hun forsøger at gå et skridt baglæns, men falder. Den største af silhuetterne går hen imod hende, skridt for skridt, da silhuetten langsomt bliver til en person, det er Tim, og den anden silhuet er Lotte. ”Hvor var du? Du må ikke bare gå” udbryder Hanne i en kombination af gråd og vrede. ”Så så, var jo bare inde at tisse, du skal bare være en lille tudeprinsesse.” Hanne svarer: ”Men, men, legehuset...”, men Tim afbryder: ”Ikke noget men, kom nu! Op med...”

De fleste af børnene er allerede begyndt at lege videre, men Tim stopper brat med at tale og stirrer på Lottes tøjkanin. ”Plejer kaninen at grine sådan? Synes da aldrig den har grinet”, siger Tim og peger over. Et lysglimt får øjnene til at se ud som om de er lysende røde, men Hanne tager mod til sig og svarer med skælvende stemme ”nu må du go-godt lade være med at d-drille, det er bare lyset, ik’?”, hun kigger på Tim i håbet om hans sædvanlige drillende smil, men det er der ikke.

En voldsomt sugende lyd begynder nu at komme fra det rør, der udgør rutschebanen, og børnene kigger straks over på den. Den bevæger sig, som om den var en sort elefantsnabel, der havde vokset tænder, og den griber hurtigt et af børnene og suger det op med en glubrende lyd. Kaninen kravler op i Lottes hår og begynder at rive i det, imens den forsøger at sætte tænderne i hendes ansigt. Et stort brag afslører legehuset, der lige er hoppet over og har slugt Tim med den åbne dør, som var den en jagende løve, der angriber sit bytte.

Som altid skal der lyde en tak til de hjælpende hænder, der har været under vejs:

• Tak til Anne Katrine Kat Bagai for inspiration og feedback
• Vera Ohlsen for rettelser
• Ditte Mikkelsen for rettelser
• Iskra Dinkova for den fede tegning.

Hvis du fandt teksten god (eller i dette tilfælde rædselsfuld :p ), så kan du også finde min lænestol på Facebook.